Nyheder
10.000 løbere indtog Ferraris hellige haller – halvmaraton hylder Enzo Ferrari
Fra pitstop til personlige rekorder: Maranello og Modena dannede rammerne for en usædvanlig løbefest
Tænk at løbe forbi en Formel 1-racer, snuse til asfalt fra Ferraris testbane og runde en halvmaratonafstand – alt sammen i Enzo Ferraris ånd.
Det scenarie blev virkelighed i dag, da 10.000 løbere deltog i Half Marathon of Italy – Memorial Enzo Ferrari, gennem Ferraris – ellers hermetisk lukkede – helligdomme i hjertet af Italien.
Startskuddet lød ved Ferrari-museet i Maranello, og de præcise 21,0975 kilometer førte deltagerne forbi både den legendariske Fiorano-bane og hovedbygningen på fabrikken, før målstregen blev krydset i Modena. Motorsport og motionsløb blev her smeltet sammen i en kulisse, der normalt er forbeholdt ingeniører og racerkørere.
Det er første gang, at et løb af denne kaliber har fået adgang til Ferraris mest ikoniske områder. Bag initiativet stod Ferrari selv, i samarbejde med Master Group Sport og A.S.D. La Fratellanza 1874.
Eliten satte farten – og rammerne
På eliteniveau blev løbet domineret af kenyanske løbere. Emmanuel Wafula løb sejren hjem hos herrerne med tiden 59 minutter og 20 sekunder, mens Gladys Cherop tog førstepladsen hos kvinderne i 1 time, 8 minutter og 23 sekunder.
En særlig detalje gjorde sig bemærket: Medaljerne var fremstillet i Ferraris egne faciliteter ved hjælp af additiv fremstilling – samme teknologi som anvendes i mærkets Formel 1-program. Designet var skabt til at symbolisere Ferraris balance mellem tradition og innovation.
Festivalstemning og fællesskab
Uden for løberuten blev deltagerne mødt af DJ-sets, opvarmningsevents, interviews og talks i det såkaldte Marathon Village. Udover den officielle halvmaraton var der også 5 og 10 km funruns, som tiltrak yderligere 4.000 deltagere.
Men løbet handlede ikke kun om minder og metal. Overskuddet fra eventet skal gå til opførelsen af en ny, inkluderende multisport-bane i Maranello, der åbner i 2026 og vil tilbyde aktiviteter som baskin, siddevolley og 5-mands fodbold.
Ferrari har desuden meldt ud, at man vil donere yderligere midler, svarende til registreringsgebyrerne fra de Ferrari-ansatte, der deltog.
Kilde: Ferrari pressemeddelelse, 30. marts 2025