Nyheder

Classic Race Viborg inviterer til åben plakatkonkurrence for 2026-udgaven

Grafikere og motorsportsfans kan få deres design på næste års officielle plakat – og måske en tur i Tom Kristensens racerbil med i købet

Classic Race Viborg inviterer til åben plakatkonkurrence for 2026-udgaven
Thorkild Nielsen vil i Galleri NB udstille de tre udvalgte designforslag - foto: Classic Race Viborg.

Mens Classic Race Viborg 2025 nærmer sig med fuld fart, har arrangørerne allerede blikket rettet mod 2026-udgaven. Her inviteres offentligheden til at byde ind på, hvordan næste års officielle løbsplakat skal se ud.

Konkurrencen er åben for alle – uanset alder, baggrund eller bopæl – og formålet er at finde en kreativ og nytænkende fortolkning af, hvordan motorsport og Viborgs særlige kendetegn kan mødes i én samlet visuel identitet.

Designet skal indeholde et eller flere Viborg-vartegn, løbets officielle logo og datoen for næste års løb, der afholdes 22.–24. maj 2026. Udover det visuelle udtryk, er formatet fastsat til 70 x 50 cm i højformat.

De indsendte forslag skal afleveres digitalt senest den 24. april, hvorefter en jury udvælger ti finalister. Disse udstilles i Galleri NB i Viborg fra den 7. til 17. maj og vil samtidig blive præsenteret på løbets Instagram-profil. Publikum får mulighed for at stemme på deres favorit – både fysisk i galleriet og online – og vinderen findes gennem en kombination af publikumsstemmer og juryens vurdering.

Det endelige vinderdesign afsløres onsdag den 28. maj 2025 i forbindelse med Open-by-Night på Nytorv i Viborg. Her skydes Classic Race Viborgs premiereudgave samtidig officielt i gang.

Vinderen får ikke kun sit design spredt på plakater og grafisk materiale over hele byen, men modtager også en præmiepakke, der inkluderer VIP-billetter til årets løb, en high-speed-tur rundt på banen med Le Mans-legenden Tom Kristensen samt en kontant præmie på 5.000 kroner.

Classic Race Viborgs plakatkonkurrence er en sjælden mulighed for at kombinere motorsport og visuel kreativitet – og ikke mindst sætte sit helt eget præg på en af Danmarks mest ambitiøse nye racefestivaler.

Jeep Gladiator High Top Honcho Concept

Læs også: Jeep Gladiator High Top Honcho Concept

Nyt fra Cannes: Alpine kaster sig over filmverdenen med ny pris

Læs også: Nyt fra Cannes: Alpine kaster sig over filmverdenen med ny pris