Nyheder

Google, Samsung og Unity går ombord i Hyundais næste store bilsatsning

Softwareplatformen Pleos skal gøre fremtidens biler smartere, mere personlige og altid opdaterede

Google, Samsung og Unity går ombord i Hyundais næste store bilsatsning
Foto: Hyundai

Hyundai Motor Group har netop løftet sløret for en ambitiøs digital fremtid med lanceringen af softwareplatformen Pleos. Ved den nylige Pleos 25-udviklerkonference i Seoul blev det afsløret, at techgiganter som Google, Samsung og Unity er blandt nøglesamarbejdspartnerne i projektet, der sigter mod at gentænke bilen som digital platform.

Et digitalt økosystem i bilen

Pleos er ikke blot endnu et infotainmentsystem, men en komplet softwarearkitektur, der skal forvandle Hyundais og Kias biler til såkaldte software-definerede køretøjer (SDVs). Det betyder, at fremtidens biler i stigende grad vil være defineret af kode – og konstant kunne opdateres med nye funktioner, præcis som man kender det fra smartphones.

Centralt i systemet er den kommende Pleos Connect-platform – et infotainmentsystem bygget på Android Automotive OS og optimeret med blandt andet Gleo AI, en stemmestyret assistent, og split-screen funktioner.

Jeep J6 Honcho Concept: Klassisk pickup-stil med moderne muskler

Læs også: Jeep J6 Honcho Concept: Klassisk pickup-stil med moderne muskler

Google bringer tjenesterne – Samsung binder hjem og bil sammen

Google bidrager til platformen med deres ekspertise inden for navigations- og infotainmenttjenester, hvor integrationen med Android Automotive lover en dybere, AI-drevet brugeroplevelse.

Samsung har via deres SmartThings-platform annonceret, at de arbejder på at forbinde Hyundais fremtidige biler med både mobiltelefoner og smarte hjem. Det kan betyde, at bilen automatisk kan justere hjemmets temperatur, lys og sikkerhed, når du forlader indkørslen – og omvendt.

Unity bringer spil og 3D-grafik ind i kabinen

En mere overraskende samarbejdspartner er danske Unity, der normalt forbindes med spiludvikling. Deres rolle bliver at levere real-time 3D-grafik og underholdningsoplevelser til bilens brugerflade. Det åbner for alt fra avancerede visualiseringer til potentielle spiloplevelser i bilen – selvfølgelig målrettet passagerer.

App-markedsplads og åbent udviklingsmiljø

Med Pleos Playground introducerer Hyundai en udviklerplatform, hvor eksterne udviklere kan bygge og distribuere apps til bilens system. Det skal gøre det muligt at udvide funktionaliteten i bilen løbende, og Pleos App Market skal fungere som en pendant til Google Play – bare i bilen.

Systemet understøtter også “plug & play”-tilbehør, hvilket gør det lettere at integrere ekstraudstyr uden komplekse opsætninger.

Kommer i biler fra 2026

Hyundai oplyser, at Pleos Connect vil finde vej til de første biler i andet kvartal af 2026, og målet er, at over 20 millioner køretøjer skal bruge systemet inden 2030.

Den nye teknologi er en del af koncernens bredere strategi om at omstille sig fra traditionel bilproducent til teknologidrevet mobilitetsudbyder – et skridt vi har set flere bilproducenter tage de seneste år.

Jeep Gladiator High Top Honcho Concept

Læs også: Jeep Gladiator High Top Honcho Concept

Nyt fra Cannes: Alpine kaster sig over filmverdenen med ny pris

Læs også: Nyt fra Cannes: Alpine kaster sig over filmverdenen med ny pris