Nyheder

Handelskrig i horisonten: Glem alt om billigere biler i Danmark

Selv om eksporten af biler til USA falder, kan danske forbrugere ikke forvente lavere priser – snarere tværtimod.

Handelskrig i horisonten: Glem alt om billigere biler i Danmark
Ioniq 6 - Hyundai

Udsigterne til en spirende handelskrig mellem stormagterne får nu bilbranchen til at råbe vagt i gevær – også herhjemme. For trods håb hos nogle bilkøbere om prisfald på internationale modeller, risikerer udviklingen tværtimod at drive priserne op i Danmark. Det vurderer brancheorganisationen Mobility Denmark i en ny pressemeddelelse.

Hvis komponenter og råvarer bliver dyrere eller sværere at få fat i, bliver bilproduktionen også dyrere. Det er en reel risiko, vi skal tage alvorligt. I Danmark mærker vi allerede konsekvenserne, når der er pres på logistik og leverancer – og en global handelskrig vil kun forstærke det,,”
Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark

Han mener, at danske forbrugere ikke skal regne med, at overskudsbiler fra USA havner her med prisskilte i den lavere ende. Øget usikkerhed og stigende produktionsomkostninger er de faktiske konsekvenser af den nuværende udvikling, vurderer Mobility Denmark.

Når komponenter og råmaterialer bliver dyrere eller vanskeligere at skaffe som følge af toldsatser og eksportbegrænsninger, presses bilfabrikkerne til at hæve priserne – en byrde der typisk ender hos forbrugeren.

Samtidig er de biler, som potentielt ikke længere skal til amerikanske kunder, sjældent et match for danske præferencer og reguleringer. Mange af dem er ikke elbiler og lever derfor ikke op til den grønne omstilling og de afgiftsfordele, der gælder i Danmark.

I en tid hvor danske bilkøbere i stigende grad orienterer sig mod elektriske og lavemissionskøretøjer, tyder den geopolitiske uro altså på, at både ventetider og priser kan stige – snarere end falde. Danmark står som en lille aktør i et stort globalt spil, hvor forbrugerne næppe kan forvente at trække vinderloddet lige foreløbigt.

Jeep Gladiator High Top Honcho Concept

Læs også: Jeep Gladiator High Top Honcho Concept

Nyt fra Cannes: Alpine kaster sig over filmverdenen med ny pris

Læs også: Nyt fra Cannes: Alpine kaster sig over filmverdenen med ny pris