I takt med at motorlyden forstummer i elbilerne, bliver lydanlægget den nye stemme i kabinen. Og bilproducenterne ved det. Derfor ser vi i dag et boom i samarbejder med high-end lydmærker, der er lige så meget branding som akustisk finesse.
Her er de mest markante højttalermærker, du møder i moderne biler – og hvilken type lydoplevelse de hver især lover dig.
Harman Kardon
Kendt fra: BMW, Volvo, Polestar, Kia, Hyundai, Mini
Harman Kardon er ofte “det sikre valg” i bilverdenen. Balanceret og veldefineret lyd, med fokus på renhed frem for voldsomme basmængder. Mange mærker tilbyder Harman Kardon som mellemklasse-opgradering over standardanlægget.
Kendetegn: Klarhed, akustisk tuning til bilens form, diskret elegance.
Læs også:
Bowers & Wilkins
Kendt fra: Volvo, BMW, Maserati, McLaren
Det britiske hi-fi-brand leverer nogle af de mest avancerede anlæg på markedet. Især Volvo har brugt B&W til at løfte kabinen til koncertsal-niveau. Det handler om detalje og rumlighed, ikke nødvendigvis rå volumen.
Kendetegn: 3D-lyd, Nautilus-tweeters, unikke gitterdesigns.
Bang & Olufsen
Kendt fra: Audi, Ford, Aston Martin, Bentley
Dansk design og teknik møder tysk ingeniørkunst. B&O har længe været Audis prestige-lyd og er kendt for både god lyd og visuelt design med power-effekt, især de motoriserede højttalere i Audi A8 og A7.
Kendetegn: Klart lydbillede, flot integration, designfaktor.
Meridian
Kendt fra: Land Rover, Jaguar
Britisk audio-brand med rødder i high-end stereo. I Land Rover og Jaguar-modeller leverer Meridian anlæg med surround-effekter og kraftig digital signalbehandling. Oplevelsen er målrettet luksus og komfort.
Kendetegn: Immersiv lyd, surround-modes, britisk prestige.
Bose
Kendt fra: Mazda, Nissan, Renault, Porsche
Bose er populært i mange mellemklassebiler, og tilbyder god lyd til prisen. Ikke det mest audiofile valg, men solid bund og masser af punch, som mange bilister sætter pris på.
Kendetegn: Varm bas, brugervenlig lyd, bredt udbredt.
Mark Levinson
Kendt fra: Lexus
Det her er nørderi på lydniveau. Mark Levinson er nærmest eksklusivt for Lexus og er kendt for ekstrem detaljegrad, ultralav forvrængning og studiekvalitet. Det er ikke bare anlæg – det er lydreligion.
Kendetegn: Nørdet hi-fi, studieagtig klarhed, eksklusivitet.
Sony
Kendt fra: Ford (tidligere), Honda, Toyota (udvalgte modeller)
Sony er kendt for forbrugerelektronik, men har også bevæget sig ind i bilverdenen. Lydkvaliteten er ofte godkendt uden at være prangende, men nyere systemer i elbiler som Honda e og kommende Afeela kan ændre det.
Kendetegn: Funktionelt, digitalt, klar stemmegengivelse.
AKG (by Harman)
Kendt fra: Cadillac
Et nyt og overraskende samarbejde, især i USA. AKG er bedst kendt for mikrofoner og studiegrej, men GM har valgt dem som lydpartner i deres nyeste Cadillac-modeller. Resultatet? En overraskende hi-fi-oplevelse i amerikanske rammer.
Kendetegn: Studiolyd, masser af watt, amerikansk luksus-take.
Det handler om mere end volumen
Premium-lyd i bilen er ikke bare pynt – det er en vigtig del af oplevelsen bag rattet. Om du foretrækker basarm med Bose eller filharmonisk finesse fra Bowers & Wilkins, så er der i dag lyd til enhver smag og kørestil.
Næste gang du konfigurerer en bil, så overvej om du skal opgradere lydsystemet. Dine ører vil takke dig – især når du sidder i kø og drømmer dig væk til din favoritplayliste.
Læs også: