Nyheder

Hyundai afslører ny NEXO: Brint-SUV med over 700 km rækkevidde

Med ny teknologi, luksuriøst design og mulighed for at trække anhænger forsøger Hyundai at skrive næste kapitel i hydrogenbilens historie

Hyundai afslører ny NEXO: Brint-SUV med over 700 km rækkevidde
Hyundai NEXO

Brintbilen er ikke død – den venter bare på sit gennembrud, det kor er Hyundai også med i. Det håber Hyundai nu at skubbe til med anden generation af NEXO, der netop er blevet præsenteret ved Seoul Mobility Show 2025.

Den nye model lover over 700 kilometers rækkevidde, tankning på omkring fem minutter og en lang række teknologiske forbedringer.

Hurtigere, stærkere, længere

NEXO er bygget på en ny platform og har fået en kraftigere elmotor kombineret med opgraderede brændselsceller. Den samlede effekt lyder nu på 190 kW, hvilket giver SUV’en en 0-100 km/t-tid på 7,8 sekunder – mere end ét sekund hurtigere end forgængeren.

Samtidig er lagringen af hydrogen forbedret via større tankkapacitet og bedre energieffektivitet. Hyundai melder om betydelige gevinster på både rækkevidde og ydeevne, uden at gå på kompromis med praktikalitet.

Jeep J6 Honcho Concept: Klassisk pickup-stil med moderne muskler

Læs også: Jeep J6 Honcho Concept: Klassisk pickup-stil med moderne muskler

Fra designfilosofi til familiebil

Visuelt følger NEXO Hyundais nye “Art of Steel”-designsprog med skarpe linjer, karakteristiske 4-punktslygter og aerodynamiske detaljer. Kabinen er opdateret med biobaserede og genanvendelige materialer, og byder nu på mere komfort og øget bagageplads – med op til fire golfbags i bagagerummet.

En væsentlig nyhed er, at den nye NEXO nu kan trække trailer – op til 1.000 kg. Det er en sjældenhed for hydrogenbiler og gør modellen mere anvendelig for familier og erhvervskørsel.

Infotainment og sikkerhed er ligeledes løftet: bilen får generativ AI-stemmestyring, digitalt bakspejl, adaptiv fartpilot og hele ni airbags som del af sikkerhedspakken.

Teknologien er klar – men er verden det?

Hyundai melder klart ud, at NEXO skal positionere mærket som pioner inden for brintteknologi. Men den største barriere er stadig tilgængeligheden af brinttankstationer, særligt i Europa.

For mens teknologien løftes, står infrastruktur og politisk opbakning stadig i lavt gear. Hyundai forventer, at modellen vil være tilgængelig globalt i andet halvår af 2025. Der er endnu ikke meldt noget ud om dansk lancering – og vi tænker ikke umiddelbart at den kommer herhjem.

Jeep Gladiator High Top Honcho Concept

Læs også: Jeep Gladiator High Top Honcho Concept

Nyt fra Cannes: Alpine kaster sig over filmverdenen med ny pris

Læs også: Nyt fra Cannes: Alpine kaster sig over filmverdenen med ny pris