Motorsport

Motorsportsikonet Tony Stewart nærmer sig milepæl i amerikansk drag racing

Tony Stewart tæt på historisk sejr i Top Fuel – Hagan til semifinalen i Funny Car

Motorsportsikonet Tony Stewart nærmer sig milepæl i amerikansk drag racing
Tony Stewwart i sin TSR Direct Connection Dodge//SRT dragster - Foto: Stellantis

Tony Stewart – mest kendt for sine bedrifter i NASCAR, IndyCar og USAC – var søndag tæt på at skrive motorsportshistorie, da han nåede finalen i Top Fuel-klassen ved NHRA Winternationals i Pomona. Havde han vundet, ville han være blevet den første til at triumfere i fire professionelle motorsportsdiscipliner.

Stewart kvalificerede sig som nummer otte og leverede herefter en imponerende stime, hvor han slog tre tidligere verdensmestre – Antron Brown, Doug Kalitta og Shaun Langdon – med stabile tider i 3,70-sekunders området. I finalen mod Clay Millican røg dogene dog af dækkene allerede efter 200 fod, og Millican snuppede sejren, på trods af en voldsom motorbrand ved målstregen.

Det var Stewarts tredje finale i Top Fuel siden han overtog rattet i 2024 efter sin hustru Leah Pruett, der trådte tilbage for at fokusere på familien. Parrets søn blev født i november samme år.

“Vi slog tre verdensmestre i træk. Det siger alt om, hvad dette hold kan,” udtalte Stewart efter løbet. “Vi bliver bare lidt for aggressive i finalen. Men vi er tæt på.”

I Funny Car-klassen avancerede Matt Hagan – Stewarts TSR-teamkammerat – til semifinalen i sin Dodge//SRT Hellcat. Hagan, fire gange verdensmester og tidligere vinder af Winternationals, imponerede med lynhurtige reaktionstider og sejre over Alexis DeJoria og Blake Alexander. I semifinalen blev han dog slået af Jack Beckman, som senere vandt finalen.

Svenske Ida Zetterström, tidligere europamester i Top Fuel, deltog også i løbet, men måtte se sig slået i første runde af Shaun Langdon trods en solid tid på 3,806 sekunder.

NHRA-touren fortsætter med Four-Wide Nationals i Las Vegas fra 10.-12. april.

Kilde: Dodge//SRT pressemeddelelse, 31. marts 2025

Fakta om NHRA (National Hot Rod Association):

  • Grundlagt i 1951 i Californien af Wally Parks.
  • Verdens største motorsportsorganisation med over 35.000 aktive kørere.
  • Afholder årligt NHRA Mission Foods Drag Racing Series med 24 løb.
  • Fire hovedklasser: Top Fuel, Funny Car, Pro Stock og Pro Stock Motorcycle.
Mercedes klar med opdateringer før varmt løb i ørkenen: Saudi-Arabien bliver test for 2025-raceren

Læs også: Mercedes klar med opdateringer før varmt løb i ørkenen: Saudi-Arabien bliver test for 2025-raceren

Monster Energy Supercross 25 løfter spillet med realistiske baner og brutal fysikmotor

Læs også: Monster Energy Supercross 25 løfter spillet med realistiske baner og brutal fysikmotor