Nyheder
Musks kontroverser koster dyrt: Tesla taber terræn i Europa
Konkurrencen strammer til, og Musks kontroverser gør ikke situationen bedre
Tesla har længe været synonym med elbilernes fremtid, men de nyeste salgstal fra Europa tegner et dystert billede for den amerikanske bilproducent skriver Futurism.
Ifølge den europæiske bilfabrikantforening ACEA solgte Tesla blot 9.945 nye biler i januar 2025 – et fald på hele 45 procent sammenlignet med de 18.161 solgte enheder samme måned sidste år.
Aktiekurs falder
Den drastiske nedgang i salget har haft en direkte effekt på Teslas aktiekurs, der i løbet af den seneste måned er faldet med 23 procent.
På trods af, at mange store teknologiaktier har oplevet nedgang, er Tesla nu den suverænt største taber blandt de mest værdifulde tech-aktier, hvilket trækker hele gruppens gennemsnit ned.
Elon Musks kontroverser skader brandet
Det store fald i salget kommer samtidig med, at Elon Musk i stigende grad involverer sig i europæisk politik på en måde, der har skabt massiv modstand.
Hans støtte til det højreekstreme tyske parti AfD og hans angreb på europæiske ledere som Frankrigs præsident Emmanuel Macron og Storbritanniens premierminister Keir Starmer har gjort ham til en kontroversiel figur.
Modstanden mod Musk har ikke kun udspillet sig i medierne, men også på gaden. Flere Tesla-forhandlere i Europa har oplevet hærværk, herunder spraymalede anti-nazistiske slogans og smadrede ruder.
Selv dedikerede Tesla-ejere har vist deres utilfredshed ved at påklistre anti-Musk-klistermærker på deres biler.
Kinesisk konkurrence og faldende markedsandele
Tesla lider ikke kun under Musks kontroversielle opførsel. Konkurrencen fra kinesiske elbilproducenter som BYD er også steget markant.
I Storbritannien registrerede BYD flere nye biler end Tesla i januar 2025 – en milepæl, der illustrerer, hvor hurtigt markedet udvikler sig.
Samtidig vokser elbilmarkedet i Europa generelt. I januar steg salget af elbiler med 34 procent til 124.341 enheder, selvom det samlede bilsalg faldt med tre procent.
Tesla formår dog ikke at drage nytte af denne vækst og har mistet markedsandele, der nu er nede på blot én procent af det europæiske bilmarked.
Hype eller realitet?
Teslas tidligere enorme værdiansættelse har i lang tid overgået dens faktiske markedsandel, og mange analytikere har kritiseret virksomhedens gentagne brud på løfter om blandt andet fuldt selvkørende biler.
2024 var første år, hvor Tesla oplevede et samlet fald i salget – og nu tyder meget på, at 2025 kan blive endnu værre.