Sådan er Irans hærs sande styrke – stor, rusten og farlig på sin egen måde

Iran råder over en af Mellemøstens største landmilitære styrker med tusindvis af kampvogne, artillerienheder og infanterienheder. Men bag det imponerende antal gemmer sig en aldrende teknologisk base. Meget af udstyret stammer fra 1960’erne-80’erne, men Iran har i stigende grad forsøgt at kompensere med lokale opgraderinger og selvudviklede systemer. Her er en gennemgang af de vigtigste komponenter.

#1: T-72S “Rakhsh” – Irans moderne rygrad

Med over 480 enheder udgør T-72S den mest udbredte moderne kampvognstype i Iran. Oprindeligt leveret fra Rusland og samlet lokalt, har vognen 125 mm kanon, reaktiv rustning og god mobilitet. Dog mangler den moderne ildledelse og beskyttelse, hvilket gør den sårbar mod moderne panserværn.

#2: Karrar MBT – Lokalt fremstillede “T-90”

Karrar blev præsenteret som Irans nyeste kampvogn i 2017 og kombinerer moderne funktioner som termiske sigtemidler og laseradvarselsudstyr. Den er stærkt inspireret af T-72 og T-90MS. Selvom teknologisk lovende, er den stadig kun produceret i begrænsede mængder.

#3: Zulfiqar-serien – Egenudviklet ambition

Zulfiqar-kampvognene er iranske hybriddesigns med elementer fra M60 og T-72. Seneste version, Zulfiqar-3, har opgraderet rustning og ildledelse, men stadig kun en ydelse svarende til ældre T-72’ere. Serien er produceret i lavt antal og bruges især til øvelser.

#4: Chieftain “Mobarez” – Britisk kraft i iransk version

De britiske Chieftain kampvogne blev købt før 1979 og udgør stadig en del af Irans panserstyrke, især i opgraderet “Mobarez”-variant. De har en tung 120 mm kanon, men dårlig mobilitet og vedligehold grundet manglende reservedele.

#5: M60A1 “Samsam” – Klassisk amerikansk kampvogn

De få M60A1, Iran modtog i 1970’erne, er blevet moderniseret og kaldes nu Samsam. Disse kampvogne er robuste og simple, men 105 mm kanonen og beskyttelsen er ikke tidssvarende mod moderne trusler.

#6: T-54/55 “Safir-74” – Ældre sovjetisk arv

Iran råder stadig over hundreder af gamle T-55 kampvogne, opgraderet til Safir-74 standard. De har fået moderne rustning og ny kanon, men er teknologisk stærkt forældede og anvendes primært af reservestyrker og IRGC.

#7: BMP-1 og BMP-2 – Motoriseret infanterislagkraft

De sovjetiske BMP-1 og BMP-2 infanterikampkøretøjer er stadig centrale i iransk infanteristøtte. BMP-2 har bedre ildkraft med 30 mm kanon, men begge køretøjer lider under tynd rustning og dårlig minebeskyttelse.

#8: APC’er og Boragh – Transport med tilpasning

Iran benytter både amerikanske M113, sovjetiske BTR-60 og kinesiske Type 92 APC’er. Dertil kommer den hjemmelavede Boragh, som er baseret på BMP-design. Disse køretøjer er velegnede til transport, men giver begrænset beskyttelse i højintensitetskonflikter.

#9: Opklaringskøretøjer og MRAPs – Mod minetrusler

Iran råder over ældre spejderkøretøjer som AML-90 og BRDM-2. I nyere tid har Iran udviklet egne MRAPs som Toofan, designet til at modstå miner og IEDs – især med erfaring fra Syrien og Irak.

#10: Artilleri – Kvantitet frem for præcision

Iran har tusindvis af trukne kanoner og morterer, herunder D-30, M114 og GC-45-baserede modeller. De er billige og udbredte, men mangler moderne præcisionsstyring. Deres effektivitet afhænger af volumen snarere end præcision.

#11: Selvkørende artilleri – Begrænset men lokalt

Iran har nogle M109A1 haubitser tilbage fra før revolutionen samt egne “Raad-2” selvkørende haubitser baseret på HM-41. Disse systemer giver mobil ildkraft, men er teknologisk bagud i forhold til moderne selvkørende artilleri.

#12: Raketartilleri – Mættende ild mod store mål

Med systemer som Fajr-5, Zelzal og Nazeat har Iran opbygget en omfattende kapacitet til raketbaseret artilleriangreb. Disse systemer har stor rækkevidde og eksplosiv kraft, men lider under lav præcision og kræver store salver for effekt.

#13: Morterer – Infanteriets mobile ildkraft

Iran producerer og anvender morterer i alle størrelser. 120 mm systemer giver infanteriet fleksibel ildstøtte og har været flittigt anvendt i konflikter gennem allierede grupper i regionen.

#14: G3 og AK-47 – Ryggraden i infanteribevæbningen

Infanteriet er hovedsageligt bevæbnet med G3A6 (7,62 mm) og kinesiske Type 56 (AK-47-klon). Disse rifler er slidstærke og pålidelige, men teknologisk forældede og tunge i moderne infanterikamp.

#15: KH-2002 og CQ – Nye forsøgsrifler

Iran har forsøgt at modernisere med bullpup-design som KH-2002 og kinesiske CQ-rifler, men udbredelsen er lav. De bruges mest af elite- og specialstyrker.

#16: Panserværn – Fra RPG-7 til Dehlavieh

Iran bruger bredt RPG-7 og moderne RPG-29-kopier til kortdistance panserværn. Til længere afstande er Toophan (TOW-kopi) og Dehlavieh (Kornet-kopi) rygraden. Disse missiler har kapacitet mod de fleste pansrede mål – især uden aktiv beskyttelse.

#17: Maskingeværer og tung ildkraft

Infanterienheder er udrustet med MG3, PKM og tunge 12,7 mm maskingeværer som Shahin og Moharram. Disse systemer er afgørende for at levere ildoverlegenhed og bruges også i luftværn og montering på køretøjer.

#18: Snigskytte- og antimaterielvåben

Iran producerer kraftige rifler som Shaher (14,5 mm) og Sayyad (12,7 mm), der kan penetrere let panser på 1,5–2 km afstand. Disse bruges især af eliteenheder og specialstyrker.

#19: MANPADS – Sidste skanse mod lufttrusler

Iran råder over mange skulderaffyrede luftværnsmissiler, herunder Misagh-1/2 og SA-7. Disse systemer har begrænset rækkevidde og bruges som infanteriets sidste forsvar mod lavtflyvende fly og droner.

Talstærkt men aldrende

Irans landstyrker er massive i antal og kan overvælde fjender med volumen. Teknologisk halter de dog bagud – især i panserbeskyttelse, ildledelse og netværk. Der satses på mængde, lokal tilpasning og asymmetrisk anvendelse fremfor teknologisk paritet med moderne hære.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.