Nyheder
Skoda Enyaq i ny forklædning og med endnu flere hk: Her den nye version af el-succesen
Den tjekkiske elbilsfavorit får en opgradering med skarpere linjer, flere kræfter og op til 570 km rækkevidde – men bevarer sit praktiske DNA
Škoda har netop løftet sløret for næste generation af Enyaq-familien – mærkets mest succesfulde elbil til dato og en af Europas bedst sælgende elbiler. Med introduktionen af det nye Modern Solid-designsprog og en række tekniske opgraderinger markerer denne faceliftede version samtidig starten på Škodas næste elektriske kapitel.
Fotos: Skoda
På ydersiden er det tydeligt, at der er sket noget. Kantede linjer, en mere markant front og en nyfortolket “Tech-Deck Face” i stedet for den klassiske grill signalerer både styrke og teknologi. Dertil kommer opdaterede LED Matrix-forlygter og en gennemgående lyssignatur bagtil, som løfter designet i en mere futuristisk retning – uden at Enyaq mister sin underspillede, funktionelle karakter.
Men det er ikke kun på overfladen, der er nyt.
Fotos: Skoda
Både Enyaq og Enyaq Coupé fås nu med tre forskellige drivlinjer. Topmodellen Enyaq RS er blevet stærkere og leverer nu hele 340 hk (tidligere 299 hk), hvilket sender bilen fra 0-100 km/t på 5,5 sekunder – næsten et sekund hurtigere end før.
Både RS og de nye 85-udgaver har fået opgraderede batterier med en rækkevidde på op til 570 kilometer (WLTP). Samtidig er opladningstiden forbedret markant: Med 175 kW DC-opladning kan man nu lade fra 10 til 80 procent på blot 28 minutter.
Fotos: Skoda
Indvendigt fortsætter Škoda linjen med fokus på brugervenlighed. Den store 13-tommer touchskærm er blevet hurtigere og har fået følgeskab af ny software. Infotainmentsystemet er blevet mere dynamisk, og både navigation og den digitale assistent er blevet væsentligt opgraderet.
Fotos: Skoda
Škoda har ambitiøse planer for elektrificeringen og forventer at lancere seks nye elbiler inden 2026. Enyaq-opdateringen er derfor ikke blot et midtvejs-facelift, men et vigtigt skridt i retning af mærkets fremtid – både i design og teknologi.
De faceliftede versioner af Škoda Enyaq og Enyaq Coupé forventes at lande hos danske forhandlere i løbet af foråret 2024.