Nyheder
Undersøgelse: Rækkeviddeangst forsvinder, når man først køber en elbil
Ny undersøgelse fra Toyota viser, at frygten for rækkevidde og opladning forsvinder for de fleste, når de først har købt en elbil
En ny undersøgelse foretaget af Norstat for Toyota viser, at frygten for rækkevidde og opladning er væsentligt større blandt ikke-elbilejere end blandt dem, der allerede kører elbil. Blandt de danskere, der ikke ejer en elbil, men overvejer at købe en bil inden for de næste to år, svarer hele 57 procent, at de ikke overvejer at vælge en elbil, fordi rækkevidden på en opladning er for kort. Til sammenligning er det kun 37 procent af elbilejerne, der mener, at rækkevidden ikke er lang nok.
Ifølge pressechef hos Toyota Danmark, Anders Tystrup, viser resultaterne, at rækkeviddeangsten ofte forsvinder, når man først har gjort erfaringer med at køre elbil:
“Selvom flere og flere danskere vælger en elbil, når de køber ny bil, må vi stadig tage de barrierer, som afholder nogle fra at købe elbil, meget seriøst. Rækkeviddeangst har floreret som en af de helt store barrierer i mange år og gør det tilsyneladende stadig blandt ikke-elbilejerne.”
Færre elbilejere frygter at løbe tør for strøm om vinteren
Undersøgelsen viser også en markant forskel i frygten for at løbe tør for strøm om vinteren. 56 procent af ikke-elbilejerne frygter at mangle strøm på kolde vinterdage, mens kun 22 procent af elbilejerne har den samme bekymring.
“Resultaterne fra undersøgelsen viser, at så længe man ikke ejer en elbil, fylder angsten meget for, at rækkevidden ikke er lang nok, eller at man løber tør for strøm. Men køber man en elbil, tyder svarene i undersøgelsen på, at mange vil opleve, at rækkeviddeangsten forsvinder. En forklaring kunne være, at man som elbilejer opdager, at rækkevidden i hverdagen ikke er dét store problem, som man ellers havde troet,” forklarer Anders Tystrup.
Opladningstid og besvær er mindre problematisk for elbilejere
En anden udbredt opfattelse blandt ikke-elbilejere er, at det tager for lang tid at lade en elbil op. I undersøgelsen svarer 49 procent af ikke-elbilejerne, at opladningstiden er en barriere for at vælge elbil, mens kun 24 procent af elbilejerne ser opladningstiden som et problem.
Det samme mønster gør sig gældende, når det handler om bekvemmelighed ved opladning. 38 procent af ikke-elbilejerne svarer, at det er for besværligt at lade en elbil, mens kun 9 procent af elbilejerne er enige i, at opladning er en besværlig proces.
“Der er tydeligvis flere antagelser, eller skal vi måske kalde det myter eller fordomme, der hænger fast i opfattelsen af det at have en elbil blandt de danskere, der ikke har en elbil. Men undersøgelsen bekræfter bare, at når man først har en elbil, vil mange opleve en helt anden virkelighed,” siger Anders Tystrup.
Økonomi er stadig en barriere
Økonomien er dog fortsat en væsentlig barriere for mange, der overvejer at købe elbil. 56 procent af ikke-elbilejerne svarer, at elbiler er for dyre, mens kun 30 procent af elbilejerne mener det samme.
Desuden svarer 59 procent af ikke-elbilejerne, at det er svært at gennemskue de samlede omkostninger ved at eje en elbil. Til sammenligning er det kun 28 procent af elbilejerne, der finder det vanskeligt at forstå omkostningsniveauet.
På et punkt er elbilejere og ikke-elbilejere dog relativt enige: 40 procent af elbilejerne og 45 procent af ikke-elbilejerne mener, at prisen på strøm til opladning er for høj.
Erfaring giver tryghed
Toyota-undersøgelsen peger på, at mange af de forbehold, som ikke-elbilejere har over for elbiler, bygger på antagelser snarere end faktiske erfaringer. Når først man har købt en elbil, falder mange af bekymringerne væk.
“Undersøgelsen viser, at rækkeviddeangst og bekymring for opladning primært er udfordringer i hovedet på folk, der endnu ikke har gjort sig erfaringer med elbil. Når først man ejer en elbil, oplever man i høj grad, at rækkevidden er tilstrækkelig, og at opladning er lettere, end man havde forestillet sig,” siger Anders Tystrup.
Elbilsalget vokser trods barrierer
Trods bekymringerne blandt ikke-elbilejere er salget af elbiler i Danmark fortsat stigende. I februar 2025 var to ud af tre nyregistrerede biler i Danmark fuldt elektriske, og antallet af elbilejere er på et rekordhøjt niveau.
Toyota vurderer, at den stigende tilgængelighed af hurtigladere og længere rækkevidde på nye modeller vil være med til at nedbryde nogle af de sidste barrierer og overbevise flere om at tage springet til elbil.
Undersøgelsen er baseret på svar fra 2.007 danskere i alderen 25-70 år, der enten overvejer at købe en bil inden for de næste to år eller allerede har en elbil i husstanden.