Motorsport
Vidste du, at Dacia kører Dakar Rally?
Rumænsk lavpris-mærke overraskede med stærk debut og ambitiøse ambitioner i verdens hårdeste ørkenløb.
Når de fleste tænker på Dacia, forbinder man det næppe med motorsportens mest krævende discipliner. Mærket er kendt for enkle, funktionelle og prisvenlige biler – ikke for højoktan-eventyr i ørkensandet. Men i starten af 2025 trådte Dacia ind på verdens største rallyscene med et stærkt statement: De vil være mere end bare “billig bil for folket”.
Dacia Sandriders, som teamet hedder, blev præsenteret allerede i februar 2023, som en del af Renault Groups større repositionering af Dacia-brandet. I samarbejde med motorsportsveteranen Prodrive udviklede man rallybilen Dacia Sandrider, der blev offentliggjort i efteråret 2024 og byggede bro mellem mærkets robuste image og motorsportens krav til performance, teknologi og pålidelighed.
Dakar 2025 markerede debutløbet, og Dacia kom stærkt fra start. Den femdobbelte Dakar-vinder Nasser Al-Attiyah fra Qatar og hans franske co-driver Édouard Boulanger stod for holdets største succes. De opnåede fem top-tre placeringer, inklusive en etapesejr, og sluttede samlet som nummer fire – en bemærkelsesværdig præstation for et nyt team.
Cristina Gutiérrez og Pablo Moreno bidrog ikke blot med solide tider – herunder en femteplads på første etape – men også med strategisk assistance til holdkammeraterne, da mekaniske problemer opstod undervejs. Deres dedikation blev hyldet af teamet og viser, hvor stærk en holdånd Dacia har opbygget på kort tid.
Sébastien Loeb – ni-dobbelt rallyverdensmester udgik efter en voldsom rulleulykke.
Dacias deltagelse i Dakar handler ikke kun om sportslig ære, men også om at sende et klart signal: Mærket vil redefinere, hvad robusthed og værdi betyder – både på landevejen og i verdens barskeste terræn.