Pressemeddelelse
Aarhus Airport fortsætter sin fremgang og runder nu fjerde måned i træk med tocifret passagervækst. +15% blev resultatet i april 2026 sammenlignet med året før. Det sker i en periode, hvor fly- og rejseselskaber tilføjer kapacitet til glæde og gavn for de rejsende. Norwegian og Ryanair har øget kapaciteten til europæiske storbyer og feriefavoritter, og senest har Apollo Rejser meldt sig på banen.
Aarhus Airport afslutter april med en markant fremgang og runder nu fjerde måned i træk med tocifret passagervækst. Det sker i en periode, hvor lufthavnen har skærpet sit kommercielle fokus og bragt mere end 130.000 ekstra sæder til sommerens flyvninger. Norwegian har øget kapaciteten på centrale europæiske ruter, mens Ryanair har styrket sit udbud på både fritids- og storbydestinationer. Sidstnævnte byder også på en ny destination: Direkte til det oplevelsesrige Katowice i Polen to gange om ugen. Her er der store oplevelser til små priser i den moderne kulturmetropol, der er hjemsted for esport, en levende kulturscene – og tæt på Krakow.
I lufthavnen viser den kommercielle udvikling, at Aarhus Airport står stærkere, mere fokuseret og mere konkurrencedygtig. Væksten er resultatet af, at rejselystne midt- og østjyder nyder godt af fordelene ved at bruge regionens egen lufthavn. Men bag udviklingen står også en hel organisation, der hver dag sikrer de rejsende en god oplevelse og et støt stigende udvalg af destinationer og frekvenser.
”Hele organisationens indsats og vores strategiske prioriteringer skaber effekt. Vi har skabt et fokuseret og agilt fundament, der kommer rejsende samt fly- og charterselskaber til gode, når et historisk rute- og charterprogram tager fart i sommerprogrammet. Her oplever midt- og østjyderne i højere grad, at de nemt kan rejse fra den nærmeste lufthavn.”
David Surley, Sr. Director Route Development, Aarhus Airport
Også samarbejdet med en lang række danske charterselskaber har fået mere luft under vingerne, som i kombination med det samlede kapacitetsløft giver rejsende endnu flere valgmuligheder fra Aarhus Airport. I sommeren 2026 lancerer Aarhus Airport et historisk stærkt charterprogram med det bredeste felt af samarbejdspartnere i nyere tid. Programmet rummer attraktive rejsemål i Grækenland, Spanien, Tyrkiet, Cypern, og Kroatien. En af de helt store nyheder er Apollo Rejser, der er et af Nordens største charterselskaber. For første gang i selskabets historie kan solhungrende midt- og østjyder flyve direkte til Kreta med Apollo fra Aarhus Airport – og samtidig vælge mellem mere end 160 håndplukkede hoteloplevelser, når de udforsker enten den vestlige og østlige del af en af Middelhavets største øer. Det sker i samarbejde med Aegean Airlines, der samtidig får sin debut i Aarhus Airport. Ruten åbner 15. juni 2026.
”Vi lancerede ruten på rekordtid og kan allerede nu konkludere, at midt- og østjyderne er rejselystne. Det har faktisk overgået vores forventninger. Det understreger, at vores produkter matcher efterspørgslen, og at det betyder noget for vores gæster, at de kan rejse direkte og tæt på hjemmet. Kreta tyder på igen at blive en af danskernes favoritter, og vi er glade for at lande i Aarhus Airport.”
Glenn Bisgaard, salgsdirektør, Apollo Rejser.
Aarhus Airport ligger i vækstregionen: Mobilitet for borgere, erhvervsliv og turister
Aarhus Airport står midt i en vækstrejse, men det gør regionen også. Her vokser erhvervslivet og befolkningstallet, hvilket tegner billedet af en region, der som noget unikt ser frem mod en betydelig befolkningstilvækst. Den øgede aktivitet skaber dermed efterspørgsel på rejsemuligheder fra både privat og erhverv – og på både pakkerejser og rutefly.
Men den øgede aktivitet i sommerens program i Aarhus Airport styrker ikke kun mobiliteten ud af regionen. Den øgede kapacitet og det udvidede rutenet styrker samtidig mulighederne for et øget antal internationale gæster, der bringer yderligere aktivitet til turisme- og oplevelsesøkonomien i regionen. Flere direkte forbindelser forbedrer synlighed, tilgængelighed og gør det samtidig lettere for internationale gæster at vælge Aarhus og regionen til.
”Vi oplever stærk opbakning fra fly- og rejseselskaber. De investerer i Aarhus Airport og regionen, fordi efterspørgslen er der. Men også fra vores lokalmiljø. Vi er tæt på både erhvervs- og fritidsrejsende i Midt- og Østjylland, der søger rejser i ind- og udland – og på rejsende fra udlandet, der ønsker at besøge Danmarks andenstørste by og regionen omkring, der byder på betagende by-, natur- og madoplevelser. Det er den historie, tallene fortæller.”
Lotta Sandsgaard, administrerende direktør, Aarhus Airport
Resultaterne leveres i forlængelse af tre vækstmåneder i 2026. Ved udgangen af april 2026 leverer lufthavnen en samlet passagervækst på 15% sammenlignet med april 2025. I april 2026 rejste 49.433 passagerer fra Aarhus Airport mod 42.984 i april 2025. Inden- og udenrigstrafikken bød begge på vækst i perioden, men højdespringeren blev udenrigstrafikken. År til dato betyder det en samlet passagervækst +11,6% på indenrigstrafikken og +16% på udenrigstrafikken. I den resterende del af 2026 forventes det øgede udbud af rejsemuligheder fra Aarhus Airport at bidrage til et øget passagertal.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
Læs også: