Nyheder

Kia har en plan: Elbiler, varevogne og pickup-trucks skal drive væksten frem mod 2030

Fra el-pickups til modulopbyggede varebiler – Kia kigger mod fremtiden med strategiopdatering og enorme investeringer

Kia har en plan: Elbiler, varevogne og pickup-trucks skal drive væksten frem mod 2030
Kia Motors
Mikkel M. Vermeulen
Af Mikkel M. Vermeulen 13. april 2025

ia har netop offentliggjort opdateringen af deres langsigtede forretningsstrategi, Plan S 2030, under årets Investor Day i Seoul. Ambitionerne fejler ikke noget: I 2030 skal Kia sælge 4,19 millioner biler globalt – heraf mere end halvdelen som el- eller hybridmodeller.

Planen indebærer betydelig produktudvidelse og en investering på 42 billioner koreanske won (cirka 216 milliarder danske kroner) fra 2025-2029, hvoraf næsten halvdelen skal gå til fremtidige forretningsområder som elektrificering, softwareudvikling og avanceret mobilitet.

Flere elbiler og billigere modeller

Mærkets elbilportefølje får vokseværk med introduktionen af modellerne EV2, EV3, EV4 og EV5. Kia forventer at nå 1,26 millioner rene elbiler årligt i 2030, blandt andet ved at tilbyde billigere volumenmodeller med forbedret software og produktionsfleksibilitet.

Særligt Nordamerika og Europa får central betydning, hvor elbilsandelen i salget skal op på henholdsvis 70 og 86 procent.

Varebiler og pickup-trucks i offensiven

Et andet fokusområde er det såkaldte PBV-segment (“Platform Beyond Vehicle”), som Kia går ind i for alvor med modeller som:

  • PV5 i 2025
  • PV7 i 2027
  • PV9 i 2029

Her satser man på elektriske varebiler til både person- og godstransport, understøttet af fleksible platforme og samarbejde med lokale konverteringsfirmaer.

Dertil kommer et nyt kapitel: Pickup-trucks. Kia lancerer sin første model, Tasman, i 2025 – rettet mod bl.a. Australien, Korea og Latinamerika – med mål om 80.000 enheder årligt. En helelektrisk pickup til det amerikanske marked er også i støbeskeen, med ambition om 90.000 årlige salg på længere sigt.

Fremtidens mobilitet

Ifølge koncernens CEO, Ho Sung Song, skal Kia frem mod 2030 udvikle sig fra traditionel bilproducent til en udbyder af intelligente mobilitetsløsninger:

“Vi arbejder målrettet på at forene software, elektrificering og fremtidige mobilitetsformer for at redefinere biloplevelsen.”

Om Kia for alvor kan realisere sine ambitioner i et konkurrencepræget EV-marked genstår at se – men én ting er sikkert: Fremtiden bliver elektrisk og transformerende for det sydkoreanske mærke.

Kilde: Kia Corporation, 2025 CEO Investor Day