Nyheder
Klar til påskecamping? Her er tjeklisten, der kan redde din ferie
Glem påskebryg – det er campingvognen, der skal have en forårsrengøring
Når kalenderen siger påske, begynder hjulene at rulle på landets campingvogne. Omkring 110.000 danske campingvogne finder vej ud på landevejen i forbindelse med højtiden, og hos SOS Dansk Autohjælp mærkes det hvert år i form af flere opkald fra ferierende campister med uheld undervejs. Derfor kommer assistancefirmaet nu med en række anbefalinger til, hvordan man bedst får campingvognen sikkert fra vinterhi til campingplads.
Dæk, lys og bremser skal kontrolleres
”Dækkene er første punkt på tjeklisten,” siger Jeppe Damgaard, netværkschef hos SOS Dansk Autohjælp.
De anbefaler mindst 3 mm dækmønster, selv om loven kun kræver 1,6 mm. Hvis dækkene er slidte eller mørnede, og hvis dæktrykket ikke er korrekt, kan det føre til punkteringer og problemer på turen.
Det er også vigtigt at kontrollere, at lys og lygter – inklusive bremselys – fungerer korrekt, at håndbremsen kan holde, samt at man har et reservehjul med på rejsen.
Læs også:
Tjek vejhjælpen – dækker den campingvognen?
Et andet overset punkt er, om vejhjælpen faktisk dækker campingvognen. Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp, understreger, at ikke alle vejhjælpsabonnementer inkluderer campingvogne – noget, man bør undersøge, inden man kører.
Elbil og campingvogn kræver særlig planlægning
For de danskere, der har opgraderet til elbil siden sidste sæson, er der yderligere forhold at tage højde for.
”Elbiler bruger typisk dobbelt så meget strøm, når de trækker en campingvogn,” siger Anette Bjørn Juncher. ”Så det kræver ekstra god planlægning af ladestop og valg af campingplads.”
Tre hurtige elbil-råd fra SOS Dansk Autohjælp:
- Forvent højere forbrug – lav en ladeplan.
- Du skal ofte frakoble campingvognen ved ladestationer.
- Vælg pladser med ladefaciliteter.
Både den klassiske campingvogn og moderne el-campister kan altså komme langt – hvis de starter med lidt klargøring. Og måske spare et opkald til vejhjælpen.
Læs også: