Nyheder

Vild pris til ny Ferrari: 12Cilindri hædret for ikonisk design

En V12’er med fortidens sjæl og fremtidens finesse løber med designpris på Milan Design Week

Vild pris til ny Ferrari: 12Cilindri hædret for ikonisk design
Foto: Ferrari

Ferrari har endnu en gang cementeret sin status som designikon i bilverdenen. På Milan Design Week 2025 blev den nyeste model fra Maranello – Ferrari 12Cilindri – hædret med den prestigefulde Car Design Award i kategorien ’Production Cars’.

Prisen blev overrakt ved et større arrangement på ADI Design Museum i Milano, hvor Ferraris designchef Flavio Manzoni modtog æren på vegne af producenten.

Det er femte gang, en Ferrari-model løber med hæderen, siden prisens oprettelse i 1984. Tidligere vindere tæller blandt andet Testarossa (1985), Ferrari Roma (2020) og den nye SUV Purosangue (2023).

Klassisk sjæl, moderne finesse

Juryen – bestående af internationale eksperter fra bilpressen – roste Ferrari 12Cilindri for at forene det klassiske med det moderne. I begrundelsen lød det, at bilen:

“…indkapsler den historiske essens af Ferraris V12’ere fra 50’erne og 60’erne, samtidig med at designet tager højde for moderne aerodynamiske krav. Den skaber en uadskillelig forbindelse til fortiden, men med blikket rettet mod fremtiden.”

12Cilindri er Ferraris bud på en moderne Gran Turismo med frontmonteret V12-motor og en karrosseriform, der trækker klare linjer tilbage til mærkets storhedstid.

Med klassiske proportioner, en bagudåbnende motorhjelm og innovative løsninger som aktiv aerodynamik og de ikoniske dobbelte udstødningsrør, forsøger modellen at tilføje et nutidigt twist til et historisk legacy.

Ferrari beskriver selv designet som en:

“forening af sport og elegance”

– et mantra, der ifølge juryen er forløst med overbevisning i 12Cilindri.