Volkswagen "Wheel it UP"

En guide til at oppe hjulelegene på den populære mikrobil



21. september, 2015 - kl. 15:45
Forfatter: Mikkel Møller Vermeulen


Synes godt om Motorsektionen.dk

Del artiklen

VW Up og dens søsterbiler Seat Mii og Skoda Citigo, er uden tvivl den mest populære mikrobil her i landet, til dato. 

Bare VW Up-modellen har solgt over 38.000 styk siden introduktionen (VW-tal august '15: 38.202). Bilen er billig i anskaffelse og billig i drift, og derfor er den et godt valg for mange; Et fornuftigt valg som familiens 2. bil, eller den unges første bilkøb.

Up blev introduceret i midten af 2012, og det betyder også at der efterhånden er dukket en del op på brugtmarkedet. Men netop fordi der er så mange biler af modellen på vejene, kan man ikke fortænke sig i, når folk begynder at style deres biler up.

En stilguide på vej

Undertegnede er iblandt de afsindigt fornuftige mennesker, der har anskaffet sig en lettere brugt VW Up. Ud over at være et økonomisk bevidst valg, har flere af gutterne påpeget, at sådan en standard Up, er lige lovligt anonym. Derfor har jeg sat mig for at udarbejde en stilguide, der tager både mig og andre Up-ejere, gennem de spændende valgmuligheder, som man står over for på eftermarkedet.

Stilguide #1: Dæk og fælge, dæk og fælge.

Hjul er for biler, hvad sko er for mennesker: Noget af det første man lægger mærke til. Værst står det til hvis sutterne er slidte og beskidte. Det var ikke tilfældet på min standard-up, men et par 14" stålfælge med hjulkapsler er en anelse kedelige, og et punkt der kan ændres radikalt ved hjulskift.

Derfor skal bilen selvfølgelig have et par flotte alu-fælge, med tilhørende dæk. Tro det eller ej, men en lille Up, kan rent faktisk håndtere fælge på op til 17", uden de helt store problemer. Man skal dog huske at tungere fælge går en smule ud over performance, og en større fælg = tungere fælg, alt andet lige.

 

Fælge

Et godt sted at kigge fælge er ved Alcar - virksomheden bag en række af de mest efterspurgte fælge fra tuner-markedet. Her finder man blandt andet AEZ, Dotz og Dezent. Inde på websitet er der en konfigurator, så man har muligheden for at se hvilke fælge der passer på en specificeret bilmodel, og hvordan det ser ud. 

En VW Up kører med et krydsmål på 4 x 100 mm, og typisk en indpresning på 35 mm. 

Up i fælg-konfigurator

Efter at have kigget på fælgkonfiguratoren i timevis, blev jeg overbevist om at have fundet den fedeste fælg til VW Up! 

DOTZ Mugello, selvfølgelig. 7x16". Fælgen er navngivet efter den italienske Mugello-bane, som er ejet af Scuderia Ferrari. Frækt ophav til en fræk fælg. 

Afbalancering af hjul på det lokale Quickpot værksted

Dæk

Helt personligt har jeg det sådan med dæk: Hellere betale lidt ekstra, og så få et sikkert dæk, end at købe det billigste, og risikere sikkerhed, liv og lemmer.

Når man skal have et dæk der passer på fælgene, kan man komme ud for størrelser, der er knapt så hyppige som andre - det resulterer i en højere enhedspris, og forholdsvis smalle 16"-dæk hører til i den kategori. Ud fra devisen 'better safe than sorry', faldt valget på et dæk med høje testscores, som passer godt til den danske sommer med en kombination af varme og til tider vådt føre.

Goodyear Eagle F1 Assymetric 2, er et godt high-performance dæk til den danske sommer. Dækket har vundet flere sommerdæktests, også her i Danmark. Ud over de gode testresultater, er det også et fint samtaleemne, at netop det dæk eksempelvis er det som er fabriksmonteret på en Porsche 911 og Ferrari California F149

Montering

Når man endelig har overstået den lange beslutningsproces, det er, at vælge dæk og fælge - skal de selvfølgelig monteres. Det er ikke til at slippe uden om et besøg på enten et autoværksted eller et servicecenter, altså medmindre du har et dækapparat og tilhørende afbalanceringsapparat til at stå og fylde i garagen - hvis du har vil jeg gerne være din ven. Men alternativet er et besøg på værksted. Min Up trillede ned på det nærmeste Quickpot-værksted - og da mekanikeren bød på en god kop værkstedskaffe, slap han også for at jeg stod og pustede ham lige i nakken. Det er pjat. Jeg er selvfølgelig ikke den irriterende kundetype der hele tiden går i vejen for folk...

 

Fortsættelse følger...

Øvrige links:
Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Mikkel Møller Vermeulen Følg på:

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om motorsektionen.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen